torsdag den 26. maj 2011

Missing kid! :/

Jambo! I faar lige et hurtigt indlaeg, har brug for at lette mit hjerte.
Sidste aar doede der en AIDS-syg kvinde her i Afrika. Det er der ikke noget nyt i, desvaerre. Hun efterlod sig tre boern. Richard paa 10, Esther paa 7 og lille, syge Washington paa 2.5 aar. De blev afleveret paa Good Samaritan boernehjemmet af en bekendt. Richard var der en maneds tid og stak saa af - han kunne ikke forlig sig med regler, eller hvad ved jeg, han valgte livet som gadebarn fremfor livet paa boernehjemmet. Foer jeg kom hertil var lille Washington rigtig syg, og ingen vidste hvorfor, foer de til sidst tog ham til Laeger uden Graenser - Louise var med - og de fandt ud af at han var HIV positiv. De fik gratis medicin til ham og fik ham startet op paa det og gradvist fik han det bedre. Da jeg kom til boernehjemmet var han en soed, frisk lille gut, der stavrede rundt med en stor tyk mave, store alvorlige oejne og altid i godt humoer.
Men da vi kom til boernehjemmet i soendags fik vi den triste nyhed - Richard var kommet for at besoege sine soeskende og var endt med at kidnappe Washington og nu ved ingen hvor de er. De har proevet at ringe rundt, og de store drenge har vaeret ude og lede om aftenen, men ingen kan finde dem.
De er hoejst sandsynligt enten i den anden ende af den her kaempe storby eller taget til en helt anden by, for Richard ved godt der bliver holdt oeje med ham. Da vi spurgte hvorfor han ville goere saadan noget, fik vi af vide at det er fordi man faar flere penge ud af at tigge hvis man har et lille barn med. Aev aev aev hvor er det bare traels at vi ikke kan goere noget! Washington risikere at blive meget meget syg igen, og maaske doe, for det er meget usundt at starte op paa medicinen og saa pludselig faa den taget fra sig - plus han var rigtig syg foer han fik medicinen. Foeler mig ret magtesloes og aner ikke hvad jeg skal goere. Vi kan ikke selv tage ud og lede efter ham, kun holde oejnene aabne naar vi koere gennem byen i matatu, og saa har vi lagt pres paa dem til at ringe rundt og hoere sig for hos deres familie, eller den person som kom med boernene til hjemmet. Soesteren er stadig paa hjemmet, hun var vist for gammel til at det ku betale sig at kidnappe hende og tvinge hende til tiggeri. puha :/
Sku bare lige af med den grimme historie, det virker ikke til at andre end os her tager det saerlig serioest, for de kan heller ikke selv goere noget andet end at sende de store drenge ud om aftenen, og hjemmet skal jo stadig koeres videre, maden skal laves og de resterende boern skal underholdes.

Idag fik vi endelig givet dem neglelak paa, uden sindssyg meget postyr, andet end at drengene begyndte at graede og skrige fordi vi sagde det kun var for piger. skoer unger :-) Imorgen skal vi maaske ned paa en lille skole taet paa hvor vi bor og aflevere duplo - men mere om det en anden dag, hvis det da bliver til noget!
Kvaheri!

3 kommentarer:

  1. puha det var da en træls "historie". Håber han kommer tilbage med ham hvis han bliver syg igen? Det kunne da være.
    Det er godt nok skræmmende og uhyggeligt at verden også kan være sådan.
    Knus Mor :)

    SvarSlet
  2. Hej Ditte. Havde skrevet en hilsen ved ikke om den blev afsendt så her er en anden. Det er en barsk oplevelse som rører en lige i hjertet. Håber ikke du oplever flere af den slags.Det er en styg verden som mange børn vokser op i,man vil gerne hjælpe dem alle, og det er dybt frustrende at opleve at man ingenting kan gøre.Stort knus og kram fra Alice

    SvarSlet
  3. Hej søde!
    Puh en trist historie. Håber, at den har en positiv slutning. Men desværre, man kan virkelig føle sig magtesløs i sådan nogle situationer.
    Et godt råd er, at selvom vi jo ikke kan rede hele verden (lige meget hvor meget vi ønsker det), så hjælper de små ting stadig. Og jeg ved, at du gør alt hvad der står i din magt for at hjælpe.
    Verden kan være et uretfærdigt sted, specielt når det omhandler børn.

    Stort knus.
    Wagner. :)

    SvarSlet